Mandag den 8. december havde Karstensens Skibsværft i Skagen fint besøg fra Christiansborg, da Socialdemokratiets forsvarsordfører, Simon Kollerup, lagde vejen forbi. Besøget markerede en vigtig milepæl i arbejdet mod en forventet kontrakt på fire nye specialfartøjer til det danske forsvar.
Der er store ting i vente for den nordjyske maritime industri. Karstensens Skibsværft står nemlig – i tæt samarbejde med Hvide Sande Skibsværft og OSK Design – til at skulle levere fire nye kombinerede havmiljø- og minelægningsfartøjer til Søværnet. Kontrakten forventes underskrevet inden årets udgang, og det var baggrunden for, at Simon Kollerup sammen med Erhvervshus Nord gæstede værftet.
Et nordjysk fyrtårn
Under rundvisningen fik forsvarsordføreren indblik i værftets daglige virke og kompetencer inden for nybygning og avanceret skibsdesign. Simon Kollerup lagde ikke skjul på sin begejstring for, at en ordre af denne kaliber kan placeres lokalt:
“Det her projekt viser, hvad nordjysk industri kan, når ambitionerne er høje, og kompetencerne er på plads. Karstensens Skibsværft er et af vores stærkeste maritime fyrtårne, og derfor har det været vigtigt for mig at arbejde for, at ordren for denne skibstype kan placeres i Skagen,” udtalte Kollerup, der samtidig påpegede skibenes betydning for både havmiljøet og den nationale sikkerhed.
Lokal stolthed og bred betydning
Hos værftets ledelse, repræsenteret ved adm. direktør Knud Degn Karstensen og direktør Kent Damgaard, blev den politiske opbakning modtaget med glæde. De ser den positive dialog som en bekræftelse af, at værftet i Skagen kan matche Forsvarets høje krav til moderne og robuste fartøjer.
Ifølge Niels Bay Christensen, erhvervsdirektør i Erhvervshus Nord, vil ordren ikke kun gavne værftet selv, men skabe ringe i vandet for hele Frederikshavn Kommunes maritime klynge:
“Denne ordre vil skabe aktivitet og investeringer på tværs af mange virksomheder. Den viser, at Nordjylland står stærkt, når det gælder avanceret skibsbygning,” lød vurderingen.
Om de nye skibe
De kommende fartøjer er designet til at løse en dobbelt opgave. Primært skal de fungere som miljøskibe, der kan indsættes ved olieforurening i danske farvande udstyret med flydespærringer og skimmere. Derudover får de en militær dimension, da de også skal kunne udføre minelægningsoperationer.
